Fremtidens Kronprinsesse Sofies Vej tager form

Lørdag d. 25. februar præsenterede Frederiksberg Kommune et skitseforslag til, hvordan Kronprinsesse Sofies Vej kan blive en tryggere, grønnere og mere skybrudsrobust vej. Cirka 50 beboere fra Kronprinsesse Sofies Vej og området omkring trodsede februar-kulden, og dukkede op for at se og høre, hvordan sådant et multifunktionelt løft konkret kan gribes an.

Præsentationer ude på vejen

Arrangementet, der fandt sted ved møntvaskeriet i krydset mellem Kronprinsesse Sofies Vej og Holger Danskes Vej, blev indledt af Brian Hansen Westerheim fra Områdefornyelse Nordre Fasanvej Kvarteret, der opridsede forløbet frem mod skitseforslaget. Dette har blandt andet budt på forskellige undersøgelser (en trafikal strategi for bedre forbindelser for bløde trafikanter i Nordre Fasanvej Kvarteret, en egenartsanalyse, et bylivsregnskab, bænke-eksperimentet fra i sommer og borger-workshoppen på Metropol i november). Tilsammen har disse tiltag dannet vidensgrundlaget for skitseforslaget.

Skitseforslaget er udarbejdet af tegnestuen Opland, der præsenterede de overordnede principper og de mere detaljerede elementer i skitseforslaget. I deres præsentationer blev der blandt andet fokuseret på, hvordan gennemgående fortove ved sideveje, hævede flader i vejkryds og mere beplantning på hjørner og langs vejen kan reducere bilernes hastighed og øge oversigtsforhold, tryghed og egnetheden til ophold.

Du kan se Oplands plancher, som de brugte til præsentationerne i pdf-filen, som du kan finde øverst her på siden. Og husk, at det er foreløbige og ikke fuldendte skitser, der er på plancherne – bl.a. kan man på de større plantegninger ikke se, at der også vil være beplantning mellem vejkrydsene.

Afsluttende opsamling og diskussion

Efter præsentationerne var der opsamling og spørgerunde på Ristorante Da Claudio. Inde i varmen og med lidt kaffe i kopperne blev skitseforslaget kommenteret og spurgt ind til. Spørgsmål og kommentarer blev gennemgået i plenum, og sideløbende kunne ris og ros afgives skriftligt.

Her blev vendt alt fra cykelparkering og -stier, regnvandshåndtering og belægning på det nordligste stykke af vejen, belysning, spærringer/ensretninger, beplantning og glascontainere.

Næste skridt

Det næste skridt bliver at få samlet godt og grundigt op på de mange, gode inputs. På baggrund af dem skal tegnestuen nemlig i gang med at rette skitseforslaget til. Har du også/yderligere kommentarer eller forslag til tilretningen, så send os en mail – senest d. 12. marts. Vores kontaktoplysninger kan du finde herunder.

Når skitseforslaget er færdigt i starten af april, forelægges det politikerne i Frederiksberg Kommune, som så tager stilling til, hvordan det videre arbejde med Kronprinsesse Sofies Vej skal gribes an. Vi melder selvfølgelig løbende ud her på siden, når der er truffet beslutninger.

 Kommentarer og spørgsmål?

Skriv til Områdefornyelse Nordre Fasanvej Kvarteret på nfk@frederiksberg.dk eller ring til:

projektleder Thomas Funk: 2898 4105